Vølvekraft
er en fortælling om vølvens vej og ”Vølven fra Ribe”.
Men hvem står bag Vølvekraft, hvem er Vølven?
Jeg blev født en oktoberdag i året 1964. Et par måneder senere blev jeg også døbt, meget mod min vilje. Men sådan var det jo dengang, da skulle børn døbes for at det gik rigtigt til.
Som jeg voksede op, indså jeg hurtigt, at kristendommen ikke var min vej. Naturen kaldte, de nordiske guder kaldte. Da min far også var asatroende, var det naturligt at gå til nordens guder, når det føltes nødvendig. Interessen for planterne blev til viden, især om hvordan planterne kan bruges til både mad og helbredelse. I 1996 blev jeg bekendt med, at der fandtes andre asatroende rundt omkring, og samtidig opdagede jeg også vikingemiljøet. Her startede jeg straks som aktiv deltager på forskellige vikingemarkeder, hvilket jeg har gjort siden, hvor jeg også kom i kontakt med andre asatroende.
I sommeren 1997 mødtes en flok asatroende i en park i Odense, hvor vi talte om at starte et egentligt trossamfund. Der blev indkaldt til stiftende Alting i november 1997, hvor jeg sammen med min far, Ole Gotved, var med til at stifte trossamfundet ”Forn Siðr”. Jeg har i 5 år været valgt som ”Thul”, dvs. religiøs inspirator, for Forn Siðr, og har flere gange foretaget både vielser og begravelser, og var i det hele taget et aktivt medlem af trossamfundet.
I 2022 valgte jeg af personlige årsager at forlade Forn Siðr og stiftede sammen med flere andre ”Nordisk Skik” hvor jeg siden har været formand.
Bogen “Asatro – de gamle guder i moderne tid”, udkom i 2001 som min første bog om asatro emnet.
Da bogen trængte til en revidering, udkom “Asatro – Nordisk spiritualitet” på forlaget Lemuel i november 2019, som er en både revideret og kraftigt udvidet udgave af den første.
I 2021 blev bogen “Vølvekraft og Runekunst” udgivet, også på Lemuel.
I 2024 udgav jeg, sammen med Jim Lyngvild bogen “Nordisk Mytologisk opslagsværk”.
Se mere om bøgerne her
Endelig kom der i 2025 et sæt nordiske orakelkort “Nøgler til Nordens Visdom”, som er illustreret af Louis Harrison.
På grund af min viden om naturhelbredelse, urter og nordisk mytologi blev jeg i vikingemiljøet kendt som ”Vølven”. Da jeg senere blev ansat som formidler og Vølve på Ribe Vikingecenter, blev det til ”Vølven fra Ribe”. Ud over planterne arbejder jeg også med runerne. Det mere seriøse arbejde startede, da jeg på en af sine utallige ture til Island mødte Jóhanna Harðardóttir, der er Vølve og Gode i Island. Hun pegede mig i retningen til runernes vej, og den vej førte til en stor viden om runerne, så de nu bruges til vejledning af folk der står ved en skillevej.
Links til artikler
Her finder du links til noget af det, der har været med og om mig i medierne.
Aviser
- JV, juli 2024
- JV, April 2024 (betalingsmur)
- Information, November 2020
- JV, oktober 2019
- Kristeligt Dagblad, december 2017