Om Vølven

Her vil du blive lidt klogere på hvem og hvad Vølven var i min tolkning. En del af teksten er uddrag fra min bog, “Vølvekraft og Runekunst”.

• Vølven kan bedst sammenlignes med en shaman
• En Vølve har en trang til at hjælpe andre mennesker
• Vølven er healeren, den kloge kone
• Vølven har kendskab til urter
• Vølven kender til Galder, dvs. magisk sang, der både kan skabe forandringer og helbrede
• Vølven har en stærk forbindelse til de Nordisk Guder
• Vølven går i trance ved hjælp af sang
• Vølven henter svar fra den anden virkelighed
• Nogle af de Vølver vi kender fra kilderne, vækkes fra de døde
• Vølven kan godt kaldes ”Heksens oldemor”
• Traditionelt er Vølven en kvinde

Historie

Historien om de nordiske troldkyndige går langt tilbage. Vi finder spor i de skrevne kilder, men også i arkæologien.

Traditionelt var Vølven en kvinde. Mænd har dog også kunnet arbejde med disse ting, de har bare ikke høstet meget ære ved det. Eneste undtagelse er nok Odin, men har man høj nok status kan man også tillade sig mange flere ting.

Der er flere grave der tolkes som vølvegrave, det være sig f.eks:

• Maglehøj fra bronzealderen
• Hvidegården også fra bronzealderen
• Blidegn-vølven, jernalder ca år 200
• Trekroner-Grydehøj vikingetid, ca år 800
• Gerdrup, vikingetid, ca år 800
• Fyrkat grav 4, vikingetid, ca 980
• Bare for at nævne nogle

Især grav 4 fra Fyrkat har min store interesse, så den vil jeg beskrive nærmere her:

Fyrkat, grav 4

Dateringen er omkring 980 og graven blev udgravet i 1950’erne. Her er der tale om en kvinde begravet i en vognfading. Der er ingen tvivl om, at vi har med en kvinde at gøre med høj status. De få stofrester der var viser, at hun var klædt i blåt og rødt. Hun har fået rigtigt mange ting med sig, jeg vil ikke nævne dem alle, men de umiddelbart mest interessante.

Hun havde også ringe på to af tæerne, noget vi heller ikke kender i Danmark.

Ved kvindens hoved lå et meget særligt smykke, omtrent 6 cm i diameter. Nemlig et såkaldt dåsespænde. Spænder af den type kendes ellers især fra den svenske ø Gotland, hvor de stammer fra og er meget almindelige.

Dåsespændet lå ikke på brystet som det egentlig skulle hvis det havde været brugt som spænde, og bagsiden og dermed nålen manglede også. Iøvrigt var spændet temmelig ødelagt. Der er fundet en lille del af et sådant dåsespænde ved Borgring. Dette stykke kan muligvis være et af dem der mangler på fyrkat-spændet. Vi ved det ikke endnu, de metallurgiske undersøgelser pågår stadigvæk.

Noget tyder dog på, at det kan have været genanvendt som en beholder. Inden i spændet er fundet rester af blyhvidt. Trods den store giftighed, har dette stof i oldtiden været brugt både som en dækkende makeup, men også i lægende salver.

To beholdere, den ene af bronze, den anden af kobber er også interessante. Bronzebeholderen havde et lag græs over, nærmest som en si. Kobberbeholderen en sær høj kant, så det ikke lige har været til at drikke af. Jeg har fra begyndelsen ment, at det kunne være toppen af en træstav, jfr. beretningen om Thorbjørg Lillevølve, og det er nu en anerkendt forklaring. Ikke at nogen har lyttet til mig, men andre har haft samme tanke.

En anden sær ting der blev fundet i graven, er små glasstykker. De fyldte ikke mere end 3×5 cm og der var for få til de kunne stamme fra et knust glas. Ydermere havde de en belægning på den ene side, så nogle forskere har været fremme med en teori om, at det kunne være stumper fra et spejl

Så blev der fundet en lille klump af sammenbrændt hår og knogle- eller kalkstumper. Tidligere troede arkæologerne, at det var uglegylp, men en CT-scanning har vist, at det ikke var tilfældet. Hvad det så er, vides ikke i skrivende stund.

Der hvor hendes bælte må havde været lå en lille pung med bulmeurtefrø. Også en højst usædvanlig gravgave. Der har været teorier fremme om, at hun måske har brugt bulmeurten ved sejd. Jeg tror det næppe. Den sejd jeg praktiserer, kræver klarhed og derfor er påvirkning af hallucinogener ikke ønskeligt. Derimod kan Bulmeurten godt have haft anvendelse som smertestillende middel.
En anden særdeles interessant virkning af bulmeurt er, at den virker som modgift imod rød fluesvamp. Betyder bulmeurten i grav 4, Fyrkat, at myten om, at vikingerne tog rød fluesvamp, har noget på sig? Det er en opdagelse jeg har gjort for ganske nyligt, og har givet videre til de rette fagfolk. Så må vi se, om de finder ud af noget spændende.

Hun havde også resterne af en jernstav med sig, tænkeligt en såkaldt “vølvestav”, nogle drikkehorn og diverse mere almindelige “kvindeting”. Om hun har været vølve, kan jeg jo ikke med sikkerhed sige. Men det er overvejende sandsynligt. Læs gerne mere i publikationen “Kong Haralds vølve” af Peter Pentz, Maria Panum Baastrup, Sabine Karg og Ulla Mannering.

Genstande

Så er der fundet forskellige genstande, der tolkes som værktøj der har været brugt af troldkyndige, f.eks.

Kraniefragmentet med runer fra Ribe

Der har været mange spekulationer på, hvad meningen har været med dette stykke, jeg har fundet en måde som jeg bruger den på, som rent faktisk virker.  

Hemdruppinden

I Hemdrup blev der i 1949 under tørvegravning fundet en pind med både tegninger og runer på. Indskriften siger: “Den Fygende (feberdjævelen?) overvandt dig aldrig, Åse” Dateringen er imellem 800 og 1000. Der er også fundet en pind i Gravlev, teksten her giver ikke umiddelbar mening, men synes at have et mere magisk præg. Der findes flere af den slags pinde med besværgelser på. I bogen ”Sort hedder en sten” af Flemming Chr. Nielsen gennemgås dette nøje.

Vævebrikken fra Lund

Vævebrikken fra Lund er dateret: 900-1000.

Tolkningen er dog behæftet med nogen usikkerhed.

Skriftlige kilder

Tacitus

Den første skriftlige kilde vi kender, er fra Tacitus. Den omhandler ikke direkte vølver, men lodkastning. Der står:
“10. Varsler og spådom ved lodkastning holder de i hævd og ære og det så trofast som noget folk; og ved en sådan lodkastning er det en simpel og ligefrem måde, de plejer at gå frem på. En afskåren gren af et frugtbærende træ skærer de itu til småpinde og mærker disse med visse tegn, så de kan skelnes fra hverandre. Disse pinde kaster de så på må og få ud over en hvid dug, alt som tilfældet føjer det. Og derefter, dersom det er på det samtlige folks vegne, man vil stille spørgsmålet, så forretter den for hele samfundet beskikkede præst, men hvis det ikke sker i det offentliges tjeneste, så vedkommende husbond selv en bøn til guden og tager så med øjnene vendte mod himlen tre pinde frem den ene efter den anden, løfter dem i vejret og udlægger dem efter de derpå indristede tegn. Tyder nu disse på en hindring, så indlader man sig i det pågældende anliggende ikke på nogen yderligere henvendelse til guderne samme dag; men ligger der en tilladelse deri, så søger man endnu tilforladeligheden deraf stadfæstet ved varsler. “

Ældre Edda

Så bevæger vi os til Island, hvor vi først og fremmest har vølver omtalt i “Ældre Edda”. Vi hører om Heid der fremsiger “Vølvens spådom”, vi hører om Groa der er død og vækkes af sin søn for at synge gode galdre i “Groa galder”. Muligvis er det samme Groa der fortælles om i “Yngre Edda” hvor der i fortællingen om Hrungnir galdres for at få en sten ud af Thors hoved.

Odin rider ad helvejen hvor han østen for døren vækker den døde Vølve for at høre om Balders onde drømme i “Vegtamskvadet”.

Hyndla er sandsynligvis også vølve, selvom hun omtales som jættekvinde. Men de fremsigelser hun kommer med, er ganske interessante. Det er f.eks. hende der siger, at alle vølver kommer fra Vidtjolf.

Islandske Sagaer

I de islandske sagaer møder vi en del vølver eller troldkyndige. Den mest berømte er Thorbjørg Lillevølve fra Erik d. Rødes saga. Her fortælles hvordan hun kommer til gården og udfører en Sejd for folkene der. Fortællingen om Thorbjørg findes længere nede. 

Heimskringla

Også i Heimskringla optræder der troldkyndige, for eksempel Huld der dræber to konger.

Det fortælles også, at Freyja lærte Odin at sejde. Selvom det ikke var normal praksis dengang at mænd sejdede, så kunne det ske. Det der så er rigtigt interessant i dette er, at Odin på mange måder kan forbindes med shamanen; Han kommer, ifølge nogle kilder, østfra, måske så langt som Mongoliet. De mongolske shamandragter har ravne på skuldrene, og hunde/ulve broderet på frakkeskøderne. Han har lavet en selvofring ved at hænge i træet. Det er ”tilladt” ham at sejde. Det er i hvert fald min tolkning, at han kan gøre det, fordi han oprindelig kommer, via folkevandringerne, fra en anden kulturkreds og allerede er Shaman, og derfor kan bruge vores shamanistiske redskaber.

Thorbjørg Lillevølve

Fra Erik den Rødes saga, oversat af Jesper Lauridsen:
4. Om spåkonen Torbjørg

På denne tid var der stort uår i Grønland. Folk, der var draget på jagt, fik kun en lille fangst, og nogle var ikke kommet tilbage. Der var en kvinde, der hed Torbjørg, dér i bygden. Hun var spåkone og blev kaldt Lillevølve. Hun havde haft ni søstre, som alle var spåkoner, men hun var den eneste, der endnu levede. Torbjørg plejede om vinteren at drage omkring på besøg, og hun blev særligt indbudt til folk, der havde lyst til at kende deres skæbne, og hvad året ville bringe. Og da Torkel var den største bonde dér, syntes det at påhvile ham, at finde ud af, hvornår dette uår ville bedre sig. Torkel byder spåkonen hjem, og hun bliver godt modtaget dér, som man havde for vane, når man fik besøg af den slags kvinder. Der blev indrettet et højsæde til hende og lagt puder på det — disse skulle være med hønsefjer. Og da hun kom om aftenen sammen med den mand, der var sendt hende i møde, var hun således klædt, at hun over sig havde en blå snørrekappe, der var besat med sten helt ned til skøderne. Hun bar glasperler om halsen og på hovedet en sort lammeskindshue, der var foret med hvidt katteskind. I hånden havde hun en stav, hvorpå der var en knap. Staven var pyntet med messing og besat med sten omkring knappen. Om sig havde hun et bælte af fyrsvamp med en stor skindpung, og deri opbevarede hun de tryllemidler, hun havde brug for til sine spådomme. På fødderne havde hun lodne kalveskindssko med lange remme, der havde store tinknapper for enderne. Hun havde katteskindshandsker på hænderne, og de var hvide og lodne indvendig. Da hun kom ind, fandt alle sig forpligtede til at hilse sømmeligt på hende. Hun tog imod det, efter som folkene behagede hende. Torkel Bonde tog hendes hånd og ledte hende til det sæde, der var blevet indrettet til hende. Så bad Torkel hende lade øjnene løbe over husfolkene og dyrene og også boligen. Hun sagde kun lidt om det hele. Bordene blev stillet frem om aftenen, og det skal fortælles, hvilken mad der blev lavet til spåkonen. Hun fik en grød af gedemælk og en ret af hjerterne fra alle de dyr, der var til. Hun havde en messingske og en kniv med tandskæfte; den havde to kobberringe for enden, men spidsen var knækket af. Da bordene var blevet fjernet, går Torkel Bonde for Torbjørg og spørger, hvad hun mener om det, hun ser dér, og hvad hun synes om boligen og folkenes vis, og hvor hurtigt hun kan finde ud af det, han har spurgt hende om, og som folk særligt længtes efter at få at vide. Hun erklærede ikke at kunne sige det før næste morgen efter at have sovet om natten.

Om morgenen ved dagens begyndelse blev der sørget for det, hun skulle bruge til at fremme sejden. Hun bad tillige om hjælp fra kvinder, der kunne det kvad, der var nødvendigt for sejden, og som hed Vardlokur. Men sådanne kvinder fandtes ikke dér. Så blev der spurgt omkring på gården, om nogen kendte det. Da siger Gudrid: »Jeg er hverken tryllekyndig eller en klog kone, men på Island lærte Halldis — min fostermor — mig dog det kvad, hun kaldte for Vardlokur.« Torkel siger: »Så er din kunnen velanbragt.« Hun siger: »Dette er en handling, som jeg på ingen måde vil have del i, for jeg er en kristen kvinde.« Torbjørg siger: »Det kunne være, at du på den måde kunne hjælpe folkene her, og du bliver derved ikke en ringere kvinde end før. Men måske kan jeg bede Torkel skaffe mig de ting, der er brug for?« Torkel nøder nu Gudrid, og hun siger, at hun vil gøre, som han ønsker. Så slog kvinderne ring om hjaldet, som Torbjørg sad på. Gudrid kvad da kvadet så smukt og godt, at ingen, der var til stede, syntes at have hørt kvad kvædet med smukkere stemme. Spåkonen takker hende for kvadet og sagde, at der nu var kommet mange væsener dertil, som fandt det skønt at høre kvadet blive fremført så godt, »— mens de før ikke ville have med os at gøre og ikke ville høre på os. Men nu ser jeg mange ting tydeligt, som før lå dulgte for mig — og tilmed flere — og jeg kan fortælle dig — Torkel! — at dette uår ikke vil vare længere end denne vinter, og tiderne vil bedres, efterhånden som foråret kommer. Den sygdom, der har bredt sig her, vil også aftage hurtigere end forventet. Og dig — Gudrid! — skal jeg belønne for den hjælp, du har ydet os, for din skæbne står nu meget tydeligt for mig. Du skal her i Grønland indgå det bedste ægteskab, selv om det ikke bliver langvarigt, for dine veje peger ud mod Island, og dér skal en både stor og god slægt komme fra dig, og en så klar stråleglans skinner over dine efterkommere, at jeg har vanskeligt ved at se det. Men far nu vel og hav det godt — min pige!« Siden gik folk frem til den vise kone, og de spurgte hver især om det, de mest ønskede at vide. Hun var god til at svare, og der var ikke meget af det, hun sagde, der slog fejl. Straks derpå blev der sendt bud efter hende fra en anden gård. Så tog hun derhen. Da tilkaldte man Torbjørn, for han ønskede ikke at være hjemme, så længe den slags overtro blev bedrevet.

Du kan finde hele historien her

Diverse links mm

Hjemmesiden Heimskringla er i øvrigt en guldgruppe af tekster. Husk du kan blive “ven” ved at donere et beløb til at holde dette fantastiske arbejde igang.

Der findes mange flere nævnt i kilderne, men disse der dem jeg synes var de vigtigste, ligesom der er mange flere grave der er tolkede som vølvegrave. Læs gerne mere i “The viking way” af Neil Price.

Du kan også læse meget mere i min bog: Vølvekraft og Runekunst, eller også kan du arrangere et foredrag, hvor jeg vil fortælle meget mere.

Og ellers har “The grand old lady”, Annette Høst skrevet en del fantastiske artikler om emnet.

---