Moderne asatro har intet med vikinger at gøre

Kom med til jævndøgnsblot i Sønderjylland

Den nordiske asatro oplever en genopblomstring i disse tider med dens fokus på natur, styrke og frihed. Vikingerne er populære som aldrig før, og derfor er vi taget med til jævndøgnsblot i Sønderjylland for at møde den asatroende Ove Thomsen, der ser på livet som en lang styrkeprøve, hvor kampen er ens stærkeste våben.

Højt gjalder Odins navn ud i det hysterisk grønne forår i en baghave i Sønderjylland. Fire mennesker står samlet mellem fire fakler og synger en hyldest til de nordiske guder på oldnordisk. Ved hver fakkel råber forretteren af ritualet, Gudrun Gotved, en guds navn, mens hun svinger sin hellige hammer højt over hovedet.

Vi er til jævndøgnsofring – et såkaldt blot – hos det danske asatrossamfund, Forn Sidr. Et ritual, som egentlig skal fejre forårets komme, men som i denne tid handler mere om døden, som en af deltagerne, Ove Thomsen, bemærker:

»Ved denne ofring, der prøver vi at være på forkant, at se fremad. Vi prøver at give noget energi til dem, der skal dø.«

Midt i offerlunden står ritualstenen, hvor spor fra tidligere ofringer har sat sig som afmærkninger. Er det blod? Forårssolen leger med dugdråberne på den fugtige sten.

I kredsen står Asger, Poul Erik, Ove Thomsen og Gudrun Gotved.

Asger har langt gråt hår og et stort fuldskæg. Han bærer et par mørke firkantede solbriller og en grøn slidt Engell-arbejdsjakke. Han hoster ildevarslende. Poul Erik ligner med sin sixpence og tynde næsten ranglede statur et ærkeeksempel på en Venstre-bonde fra 1950’erne. Men det er han ikke. Han er mødt op i dag for at påkalde sig de nordiske guders kraft.

Her er ingen kristen Gud, her er ingen grundtvigianske idealer. Her, i den lille rundkreds i en baghave i Sønderjylland, hersker asatroen.

Ove Thomsen står med lukkede øjne, mens hans læber bevæger sig. Det er næsten ikke til at se, men de åbner og lukker sig i en stille og uhørlig bøn. Ove Thomsen er iført en norsk trøje, han har Fjällrävenbukser på, og han er mildest talt solbrændt for årstiden.

Han koncentrerer sig om sin henvendelse til guderne. Her handler det om at give noget, og ikke om at få noget igen, om at tage ansvar for sig selv og være herre i eget liv, om at overkomme sin frygt for døden, om at gå ind i kampen for at finde håb og stolthed.

Ove Thomsens livsmotto er derfor: »Kamp er håb. Uden kamp, intet håb«. Det vender vi tilbage til.

Gudrun Gotved lægger sin hellige hammer i græsset, og der bliver stille.

En moderne religion

Vikinger og asatro har fået en både populærkulturel og videnskabelig opblomstring de seneste år. Tv-serien »Vikings« går ind i sin sjette sæson, Nationalmuseet har haft en af sine mest populære udstillinger med den kontroversielle udstilling »Mød vikingerne«, og for nylig vandt den danske arkæolog Jeanette Varberg Weekendavisens litteraturpris for sit værk Viking.

Også det danske asatrossamfund Forn Sidr oplever en stor interesse for de skandinaviske forfædre. De regner med, at der er omkring 3.000-6.000 herhjemme, som aktivt dyrker den gamle tro, og ifølge Morten Warmind, der er religionssociolog ved Københavns Universitet og forsker i de nordiske religioner, er det en relativt stor minoritetsreligion.

Morten Warmind, fortæller, at det, som de moderne asatroende dyrker, ikke har meget at gøre med vikingernes religion. Guderne er de samme jovist, men vi har ikke nogen kilder, som beskriver deres ritualer. Vi har det gamle ord for ritual blót. Vi ved, at de ofrede dyr, og at de stænkede med blodet fra dræbte mennesker. Vi ved også helt sikkert, at man spiste sammen efter en ofring, og at man skulle deltage. Men det er også det.

Derfor er al religiøs praksis opfundet efter, at man tog religionen op igen i 1970’erne, som var en periode, der helt generelt affødte en opblomstring af religioner.

»Det er en moderne religion. Den er lavet for at tilfredsstille moderne mennesker. Der er en stærk emotionel kraft i den, og derfor fortæller mange asatroende også, at det skal føles rigtigt. Det skal være i overensstemmelse med, hvordan man har det,« fortæller Morten Warmind.

Kilderne til troen er den Yngre Edda og Ældre Edda. Disse islandske sagn fra 1200-tallet er vores primære viden om den nordiske mytologi, selv om de er nedskrevet flere hundrede år efter, at Skandinavien blev kristent. Problemet er blot, at de ikke beskriver vikingernes riter. Der er altså ingen hjemmel i kilderne for de moderne asatroendes ritualer.

Den danske arkæolog Jeanette Varberg udgav i 2019 Viking. Det er et værk, som udvider vores perspektiv på vikingerne, hvor hun indskriver dem i den generelle magtkamp, der udspillede sig efter Romerrigets fald i 400-tallet.
Ved hjælp af utallige udenlandske kilder trækker hun vikingerne ud af mørket, ud af mystikken og indsætter dem som magtfulde medspillere på den geopolitiske slagmark fra jernalderen og frem til den tidlige middelalder. Men hun påpeger også, at man kildemæssigt står over for et problem, når vi taler om vikingernes religion, fordi samtidige kilder fra vikingetiden er udenlandske, ufuldstændige og farvede af forfatterens dagsorden.

Jeanette Varberg peger her på det problem, som hun også gentager over for mig på telefon. Da vikingerne ikke havde nogen tradition for historieskrivning, er det ikke muligt for os at vide noget sikkert om deres religion:

»Jeg tror, at den moderne asatro er en slags reaktion mod kristendommen, der er importeret fra det østlige middelhav. Hvis man gerne vil have et alternativ, så står asatroen klar med nogle stærke gudefortællinger, mystik og spænding. Det er jo meget tidstypisk at søge tilbage til noget påstået autentisk og finde mening i naturen. Det er der ikke noget forkert i,« siger Jeanette Varberg.

Derfor handler den her reportage heller ikke om vikingerne. Selv om deres historie er en fascinerende fortælling om at skabe sig en plads i en kaotisk og konfliktfyldt verden, så er det her en historie om, hvorfor og hvordan man søger tilbage til nogle gamle og ret usikre kilder, som et alternativ til de etablerede religioner. Hvorfor griber Ove Thomsen tilbage i det præmoderne for at få friheden til at fortælle sin egen historie? Det er ikke nemt at forklare. Heller ikke for Ove Thomsen.

Prædikanten

Jeg møder den 54-årige asatroende Ove Thomsen ved Jels Voldsted ved Jels-søerne. Det er et historisk sted, som man mener har huset et sæde for en jarl i vikingetiden. Derfor føles det også som et passende sted for en samtale om en tro, som har sin forankring i en for længst svunden fortid, og som står i klar opposition til Danmarks kristne kultur.

Han taler hurtigt og energisk – som en blanding mellem en amerikansk tv-prædikant og en meget engageret managementcoach. Selv om han virker selvsikker, så er han også grundlæggende i tvivl om vores møde, fordi det har vakt en uro i ham: »Hvordan forklarer man sin tro?«.

Det er ikke som med kristendommen. Han kan ikke tage biblen i hånden og søge tilbage til kilderne. I stedet bevæger man sig i et evigt tolkningslimbo mellem det, de nordiske guder historisk symboliserer, og ens egne følelser. Det kan lyde uoverskueligt, men det er hele pointen. Det er en fleksibel og omstillingsparat tro.

Ove Thomsen er veteran fra Balkankrigen, og det var den oplevelse, som for alvor satte gang i troen. Her mødte han en flok af soldater, som udførte små ritualer til de nordiske guder, inden de tog ud på patrulje. Man ofrede en lille smule for at udvise sin taknemmelighed over for guderne.

Det kunne Ove Thomsen genkende fra sig selv. Han er opvokset ved Brede Å i Sønderjylland, og når han havde fanget en fisk som dreng, ofrede han altid en lille smule til åen. Han så den som noget levende: »Jeg har altid haft det her behov for at give noget som tak. Jeg vidste bare ikke, at det var asatro dengang. Ofringen er afsavn og nogle gange lidelse. Det er en tro på, at der er noget rundt omkring dig, som du kan mobilisere som energi. Det er en klar følelse.«
Når man taler med veteraner, der har det svært, så handler det typisk om PTSD, men flere kommer også styrket hjem, og de ser livet i et andet perspektiv. Ove Thomsen taler om PTG, der står for post traumatic growth. Det er en tilstand, hvor man oplever noget traumatisk, men man kommer stærkere ud på den anden side:

»De fleste får et tilhørsforhold til deres PTSD. De identificerer sig med det sorte hul. Det nægtede jeg. Det handler ikke om, hvad livet smider efter dig af sygdom, nederlag og tab, som du skal måles, vurderes og vejes ud fra. Det er, hvordan du håndterer din skæbne og dine dæmoner, som skal definere dig. For skæbnen har nok i den store godtepose, som kun venter på at tage fat i dig. Her kom min tro på vore forfædre, deres livssyn og filosofi mig til hjælp.«

»Hvad med de afdøde?«

Vi er tilbage i baghaven I Sønderjylland, og Ove Thomsen står og griner med hænderne i siden. Han står med god afstand mellem sine fødder i en rigtig powerpose. Han er rank, bredskuldret og veltrænet. Han inkarnerer troens ideal om styrke.

Vi har spolet tiden lidt tilbage inden ritualets begyndelse. Rundt om blotstenen står alle deltagerne forsamlet. Op ad stenen står deres mjødhorn lænet, og lidt uden for cirklen står en stige, der fungerer som kamerastativ. På grund af coronasituationen livestreames ofringen rundt til et globalt trosfællesskab af asatroende.

Deltagerne diskuterer, hvordan ritualet skal udspille sig. Her er der kun retningslinjer, men ingen regler, og intet ritual er ens. Det foregår som en demokratisk diskussion om det teologiske indhold af ofringen.

Gudrun Gotved spørger de andre:

»Hvad siger I med hensyn til de afdøde? Skal vi bare tage den store farvelade. Der er jo mange, der er døde.«

Der er en vis tøven, indtil Ove Thomsen bidrager: »Der kommer flere endnu. Vi kommer selv til at miste nogle af vores nærmeste. Vi tager den med fokus på dødsriget.«
Der lyder et højt brag omme fra gårdspladsen. Alle kigger på hinanden, og alle er sikre på, at det er guderne, som har en finger med i spillet. De vil være med.

Den moderne asatro er en levende religion. Der er flere facebookgrupper som Hedensk Hygge og Forn Sidr, hvor trosspørgsmål bliver diskuteret. Gudrun Gotved fungerer som thul i Forn Sidr – altså religiøs inspirator.

Hun er meget påpasselig med, at hun ikke dikterer noget. Hun er velbevandret i de gamle kilder og er godt klar over, at deres tro ikke er sammenlignelig med vikingernes, men for hende er det ikke et problem:

»Troen på naturens kraft og forfædrenes tilstedeværelse er centralt for mig. Alle fortolker selv troen, som det passer dem. Den enes bud er lige så godt den andens.«

De moderne asatroende har et mundheld, som alle deltagerne til ofringen gentager flere gange undervejs: »Hvis der er tre asatroende samlet, så er der fire meninger«. Det er ofte meget viljestærke personer med deres egne holdninger, som søger ind i troen, fortæller Gudrun Gotved:

»Man må forstå, at det er en levende religion uden dogmatik, og en levende religion skal diskuteres.«

Men de asatroende har dog fundet på deres egne ritualer for at markere livsovergange. Nogle af dem har de modificeret for at tilpasse sig, og andre har de helt selv fundet på.

De arbejder med knæsætning, ynglingeritual, håndfæstelse og bisættelse. De tre første er ritualer, der symboliserer det samme som kristendommens dåb, konfirmation og bryllup.

Kom ind i kampen

»Hvorfor er de skandinaviske lande så succesfulde, som de er?«

Ove Thomsens spørgsmål gjalder ubesvaret ud i skoven, hvor solens stråler varmer den stadig våde og mudrede jord efter vinterens regn.

Han svarer selv: »Fordi vores samfundsmodel bygger på tillid, og det har vi fra den gamle tro.«

Jeg er tøvende over for den forklaring, men han insisterer. Tillid var vigtigt for forfædrene. Tillid, sammenhold og styrke.

Ove Thomsens eget livsmotto er som sagt: »Kamp er håb. Uden kamp, intet håb.«

I en kristen kultur, hvor kampen er i baggrunden, og hvor det er selvopofrelse og den svages bedste, som er i forgrunden, så kan dette motto lyde noget kontroversielt. Ove Thomsen benægter det ikke: »Kampen er mit udgangspunkt for alting. Hvis du ikke vil kæmpe for det, så lad være med at håbe på, at det blive bedre.«

— Hvad siger du til fok, der ikke kan kæmpe og har mistet håbet?

»Jeg siger ikke så meget længere. Jeg vil gerne hjælpe, menjeg kan ikke. Asatroen er opstået gennem mange tusinde år, skabt og formet til at klæde folk på til at klare livets hårde og svære perioder. Jeg er så langt inde i min overbevisning og tro, at jeg ikke mener, at jeg kan bidrage med nogen særlig hjælp til mennesker, som har det så hårdt, som mange veteraner har det. Derfor elsker jeg også at være sammen med andre asatroende. Jeg får utrolig megen energi og styrke ved at omgås mine nære trosfæller samt frænder og frænker (brødre og søstre, red.).«

Lammelse, spasmer og stomipose

I 2013 kørte Ove Thomsen ud over en skrænt i Sverige. Han fik sin motorcykel ned over sig, og han brækkede hoften, skridtet og ryggen, hvorefter han fik indre blødninger. Han formulerer selv smerten således: »De kommer aldrig til at skyde en elg i den skov igen. Så højt skreg jeg.«

Han blev indlagt på hospitalet og fik stillet følgende liv i udsigt: lammelse, spasmer og stomipose. Ove Thomsens krop var ødelagt, og ingen troede på, at han ville komme til at gå igen. Alligevel går vi her ved siden af hinanden ved Jels Sø.

Han mener, at han kan takke guderne for, at han stadig kan gå. Det er dem, som sender udfordringerne efter én, og hvordan man responderer på disse udfordringer, afgør, hvordan ens liv bliver. Der skal kæmpes for det. Kamp er håb. Ove Thomsen stopper op og ser mig intenst i øjnene:
»Hver gang skæbnen sender noget efter mig, så ser jeg alle guderne stå og kigge ned på mig, mens de siger: ’Nå Karl Smart, hvad har du tænkt at gøre ved det her?’ Hvis man så kæmper længe og hårdt nok, så vil guderne som oftest finde velbehag i en og række en støttende hånd ud, og man får et hjælpende puf på vejen frem. Når man har bevist, at man har kæmpet, så mister guderne interessen for én. Så konkret er det. De kigger først, når vi kæmper. Det er kampetik.«

Han bliver stille et øjeblik, hvilket er sjældent under vores samtale. Han kigger ned og fortsætter i et lidt langsommere tempo som for at understrege pointen:

»Hvis man løfter hovedet, så følger øjnene med, og så kan du se horisonten og dermed målet.«

Afspritning inden ofring

Det er Poul Eriks første blot i Gudrun Gotveds baghave, og han er ikke helt med på de remser, som skal siges undervejs. Derfor øver de den i kor:

»Odin, Eir, Tyr og Tor, værn vores rige, værn vores jord«

Til sidst sidder den der, og de er klar til at gå i gang. Gudrun Gotved er iført en pelshue, en rød og gul dragt med nogle kraftige vikingeinspirerede spænder og en hel del smykker. De spritter alle sammen hænderne af, inden ofringen går i gang, og dermed er vi tilbage ved, at Gudrun Gotved råber gudernes navne.

Der ofres til Odin, Thor, Freja, og Eir, men også guden Loke bliver påkaldt. Deres horn fyldes med mjød, og de påkalder gudernes navne, som de i kor svarer med et »hil«. Men Ove Thomsen siger ikke noget, da Lokes navn bliver nævnt.

Loke er blandt andet gud for fornyelse, men også for kaos. Han er en slags overgangsfigur mellem det gode og det onde og asatroens tricksterfigur. En gud, Ove Thomsen har et meget anstrengt forhold til.

Det kom efter motorcykelstyrtet. Lige inden han tog afsted på motorcykelturen, sagde Gudrun Gotved til ham:

»Jeg ser Loke i din skygge. Leger du meget med Loke.?«

For Ove Thomsen gav det mening. Loke leder en hen mod alt det sjove, men også mod alt, der er farligt:

»Jeg var ikke bange for noget som helst. Men så fik jeg pludselig regningen i form af det her styrt. Hele mit liv havde bevæget sig hen imod den her store test. Min tro var på spil. Var jeg den asatro, som jeg gik og sagde, at jeg var. Jeg kunne ikke løbe væk. Alt var på spil.«

Der bliver hældt mjød ud på offerstenen, og Gudrun holder en kort tale til dødsrigets herskerinde, som hun afslutter med ordene: »Vi skal have en opmærksomhed på Hel i disse dage. Det er ikke det værste sted at være. Det er fraværet af smerte.«

Der er stille et øjeblik, inden Gudrun Gotved begynder at synge. Hun synger en remse på norrønt, der hedder Friggs bøn. Det er messende, højtideligt, og der sænker sig en ro over offerlunden. Man hører kun vandets skvulpen fra havens lille okkermørke sø. På det gamle sprog gentager hun ordene:

»Hvis alle ting i verden, levende og døde

vil græde for ham.

Da skal han komme tilbage til aserne.

Men forbliver her hos mig, i Hel,

hvis nogen nægter at græde.

Begrædt ud af Hel

Og alle gjorde dette, mennesker og alt levende

og jorden,

og stenene, og træ og alt metal,

sådan som du har set disse ting græde,

når de kommer fra frosten og ind i varmen.

Begrædt ud af Hel.«

Gudesyn i Fitness World

»På en skala over, hvor troende jeg er, der går fra Jehovas Vidner og til kulturkristen, hvor Jehovas Vidner er ti, og kulturkristen er én, så er jeg nok omkring de otte. Jeg er meget troende.«

Vi går langs en gammel boplads, hvor rensdyrjægere har holdt til i istiden, og Ove Thomsen forklarer, hvor konkret han er i sin tro:

»Jeg tror på guderne som levende, men jeg tror ikke på, at det er Tor, der buldrer derudad, når det tordner. Men jeg tror, de hjælper mig, når jeg har brug for det.«

Ove Thomsen har haft flere religiøse syner. Da han gik med rollator efter sit styrt, trænede han på et løbebånd i Fitness World. Han fortæller, at folk kiggede på ham, som var han pestsyg, når han stavrede sig op på løbebåndet:

»Jeg satte det i gang. Meget langsomt, og med ét slag, der kan jeg mærke, at der er nogen, der støtter mig, så det kunne gå lidt hurtigere. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det var gudinden for lægekunst Eir. Jeg er sikker på, at hun stod ved siden af og hjalp mig.«

Han beskriver perioden efterfølgende, som en tid fyldt med energi. Han trænede om natten og lavede ikke andet end at gå og spise:

»Jeg begyndte at kunne gå med krykker, og jeg gik ud over markerne igennem pløret for at stimulere min krop. Det krudtede helt af. Jeg lavede ikke andet end at gå og gå og gå. Jeg er sikker på, at det var hende, der gav mig den energi.«

Hans toneleje er højt, og han taler i et speedet tempo nu. Det her er vigtigt, og han siger uden fortrydelse:

»Hun har vigtigere ting at se til nu, men det er kun, fordi jeg har fået det godt igen.«

Et løg og lidt grød

Det er blevet tid til at ofre til guderne.

Det er ikke, som man skulle tro et blodigt offer. Der hænger ikke et blodtømt får i træet. Det er noget mere afdæmpet. I dag ofres der også til vætterne. Naturens ånder, som skal hjælpe imod sygdom, og de kan godt lide grød, fortæller Gudrun Gotved. Men først ofrer hun følgende:

»Jeg har brød, som jeg vil bryde, et æg, som jeg slår ud på stenen, og lidt smør, som solen kan slikke. Jeg har også bragt noget med, som var uhyre værdifuldt for vores forfædre. Salt.«

De andre nikker anerkendende, mens Poul Erik åbner en gennemsigtig plastikpose. Efter lidt fumlen får han taget sit offer frem. Poul Erik giver brød, æg, et æble og til sidst et løg til guderne, som han lægger oven på stenen.
Gudrun Gotved sender grøden rundt, som hun topper med flødeskum.

Værn vores rige, værn vores jord

Vores gåtur rundt om søerne er næsten slut, men et vigtigt spørgsmål mangler. Hvad skulle der til, for at Ove Thomsen mistede sin tro?

»Jeg kan ikke miste den, fordi hele vores tro er bygget op på, at man skal dø. Det kan være, du kommer til at dø som den måde, du kom ind i den her verden – skrigende. Men indtil da skal du sørge for at leve.«

— Hvad hvis du mistede et barn?

»Jeg har ikke børn.«

— Nej, men lad os forestille os, at du havde, og at du mistede dem.

»Det er ganske enkelt. Jeg behøver ikke at elske mine guder. De er menneskelige med menneskelige laster, og derfor kan jeg også hade. Had og kærlighed er de reneste følelser. Asatroende skammer sig ikke. De føler ikke skyld, som de kristne gør. Asatroen får folk til kigge op i lyset. Det er en fri religion, og friheden gør os modige.«

I haven går en knudret stav på runde, så folk kan tale. Gudrun Gotved slutter af med at sige: »Vi må se, hvad tiden bringer, og på at det der sker nu, er det, der skal ske.«

De vender sig alle sammen rundt mod hvert af de fire verdenshjørner. De råber den remse, som Poul Erik havde svært ved at lære, men nu lyder hans røst tydeligt under de andres.

Ove Thomsen synger for: »Odin, Eir, Tyr og Tor, værn vores rige, værn vores jord.«

De gentager det tre gange, og Gudrun Gotved afslutter ritualet ved at råbe gudernes navne.

Ove Thomsen løber ud og hælder mjød på de to grave, som offerlunden rummer. Asatroen har det afslappet med døden.

På ofringens livestream på Facebook har 56 asatroende kommenteret »HIL!« For de her mennesker er guderne levende, og det er nok det tætteste, man kommer på at forklare asatroen. Guderne går rundt iblandt os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *