Elementernes rasen

Nu hvor sommeren for alvor har stukket sit hoved frem, er jeg flyttet ud i min hængekøje om natten. Jeg har en god en af slagsen, en Hennessy jungle safari xxl, det er nemlig vigtigt at en hængekøje er stor nok, dvs. mindst 3 meter lang.

Ovenover er der spændt et tarp ud, så regn er heller ikke noget problem. Dog betyder det jo selvfølgelig, at man heller ikke kan nyde stjernehimlen.

Folk spørger ofte om ikke myggene er et problem, men disse hængekøjer er forsynet med et integreret myggenet, så man ligger trygt og godt og bare kan høre myggenes frustrerede summen over ikke at kunne komme ind til “lækkerierne”.

Det er helt ubeskriveligt så lækkert det er at ligge der i sin køje og nyde den kølige natteluft og her til morgen blev jeg vækket af både torden og meget kraftig regn. fantastisk at være så tæt på, og alligevel i ly.

Hængekøjelivet kan på det kraftigste anbefales, Geri (min hund) er glad, han kan ligge under køjen og dermed være tæt på mig om natten. Eneste ulempe er, at jeg ikke kan sove sammen med Tröstur (min store lækre Maine Coon) som jeg plejer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *